Sider

lørdag den 24. november 2012

Nu ruller energilavinen :-)

Nu sker der sager. Jeg har gennem de sidste måneder knoklet på min hjemmeside, som snart  - nemlig 1 januar - går i luften efter en lang pause på over et halv år. Jeg lukkede den ned i sin tid, fordi jeg ganske enkelt manglede energi.
Til de af jer, der ikke kender mig personligt og som alligevel har forvildet jer herind ( tak fordi I har lyst til at læse min blog <3 ) kan jeg fortælle, at jeg har drevet min egen lille virksomhed Funky Beads siden 2006. Butikken sælger perler og andet der kan bruges til smykkefremstilling. Det er meget  spændende og sommetider nervepirrende at drive egen virksomhed. Jeg har brændt for butikken i årevis, men pludselig mistede jeg helt energien. Jeg skulle have ny hjemmeside, pga. googles søgemaskine og i det hele taget fordi den gamle var  - ja gammel og umoderne. Jeg skulle oprette en blog, mente de kloge rådgivere, lave mere opsøgende reklame m.m. og ærlig talt så lød det, på det tidspunkt, som en masse træls arbejde, som jeg slet ikke havde lyst til. Så jeg tog en hurtig beslutning og lavede megaudsalg og tømte skabe og skuffer for perler.
Det var en rigtig god beslutning! For nu blev der tid til at passe mit halvtidslønarbejde, som lærer på - nok danmarks mindste friskole med 26 elever :-) - ja det kan lade sig gøre, men det er en helt anden historie. Og der blev tid til at læse bøger, vandre i den formidalble vestjyske natur  og...IKKE MINDST blev det tid og energi til at se lidt på almentilstanden, som ikke var god. Jeg tør godt kalde den elendig. Manglenede energi og livslyst, overvægt, ringe kondi, nedslidte lunger og stress. Jeg har hele tiden haft et "funktionsniveau" og har passet arbejde, butik, mens den var åben, mand, dyr og gammel mor, men det har været på pumperne det meste af tiden. Nu er det jo heldigvis sådan at børn og kollegaer, min mand og ikke mindst hundene også har tilført energi til min slunkne krop og ditto sjæl. De søde hunde har dagligt jaget mig ud på ture ved det elskelige, store, formidable, voldsomme og smukke Vesterhav.
I første omgang var det en lettelse bare at komme hjem fra arbejde, smide sig i en stol med en bog og blive ved med at læse til lysten slap op. Det var første stadie. Næste blev min negligerede fysik. Jeg blev "nødet" til en prøvetime i Crosfitt på det lokale sundhedscenter og blev ærlig talt meget opmuntret. Der var, som i trænings-/motionscentre, monster høj musik, men her var det fandenivoldsk rapmusik og andet musik med høj energi og ikke den sædvanlige bilkastøj. Jeg fortsatte frem til min sommerferie med at komme to gange om ugen for at træne. I starten var det voldsomt provokerende for mig at skulle presse mig selv, men med vanlig stædighed holdt jeg et tempo, som jeg selv kunne klare - og for dælen min fysik har haft godt af selvpineriet. På bare 1-2 måneder fik jeg store dele af min energi igen. Jeg fik i alt fald energi til at lægge min kost om til en sundere kost bestående af 70-80% rawfood. Det er en åbenbaring! Jeg har smidt ca. 10 kg. kropsfedt og samtidig opbygget musker. Det gav lige det ekstra energi, der gjorde at lysten til at tage fat på hjemmesiden igen. Så nu er den under opbygning. Stort, men sjov arbejde. Den går som sagt i luften den 1 januar under sit gamle navn:  funky-beads.dk.
Jeg mangler stadig et par faldgrupper, når det kommer til kostomlægningen, så som kød - især røget og saltet kød, som slet ikke er god mad for mig. Jeg får pølsefingre og hævede øjne, men jeg elsker smagen og tager konsekvenserne, når jeg bare må have bacon.
Sidste nye er at jeg kan løbe. Det er STORT! jeg har ikke løbet i årevis. Jeg har simpelthen været for tyk og ydermere haft et ben der gjorde ondt, når jeg løb. Jeg troede det var slidgigt, men turde ikke gå til lægen og få det konstateret. Jeg holdt bare op med at løbe. Nu ved jeg at det "bare" er en sene der stivner. Den har kun godt af at blive motioneret. Så nu løber jeg igen...eller det vil sige, jeg er lige startet i dag med 2 km. og det gik over al forventning! Intet prusteri - min kondi er blevet så meget bedre at crosfitten.
Nu ruller energilavinen og det er opmuntrende!
Kh Trine

onsdag den 21. november 2012

Cravings og vægttab

Det er en kunst at holde et vægttab. Jeg beundrer en af mine gamle naboer for en vedholdende beslutning og kamp for at holde et kolosalt vægttab på 100 kg. Fra 160 kg. til 60 kg. Hun fik en maveoperation, som er en relativt stort indgreb, der gør at hun skal spise kosttilskud resten af sit liv, for at få nok vitaminer og mineraler. Hendes mand har været samme tur igennem og holder skansen. De har lagt deres kostvaner helt og aldeles om. Brød bages af nødder og kamutmel, de spiser grove salater m.m.
Jeg har ikke været vanvittig overvægtig , men som sagt været irriterende tung og hæmmet af min vægt. Mit moderate vægttab, sammenlignet med min nabos, er også svært at holde. Jeg startede med at tabe mig 12 kg. men har i forbindelse med rygestoppet taget lidt på igen - hvilket er fair nok og helt som jeg havde forestillet mig.


Jeg surfer rundt på youtube for at fine fornuftige folk at spejle mig i, folk som har erfaring med rawfood og som ikke bare har være rawfoodspisere i 4 måneder. Der er The liferegenerater, som er en amerikansk fyr med rigtig mange års erfaring og et fint blik på livet som helhed. Du kan som sagt finde ham på youtube. Der er også en meget radikal australsk kostaktivist Durianrider, der mener det er naturligt med kun 2% kropsfedt. Han er vældig underholdende, men rammer lige et nummer forbi mig.
Det der egentlig interesserer mig er om det kan lade sig gøre at leve af rawfood på længere sigt. Nogen af de bedste videoer har jeg fundet på den danske hjemmeside der hedder www.raskpaaraw.dk, hvor indehaveren af hjemmesiden kurerede sig selv for et hav af intolerancer og sygdomme ved at lægge sin kost om til rawfood efter princippet 80/10/10 som er den mest radikale rawfood måde at spise på. Man spiser 80% frisk frugt og grønt....de fleste spiser mest frugt - 10% fedt og 10% protein. Der spises ikke superfoods eller tilskud af nogen art. Alt næring indtages gennem kosten. Det er ret interessant, hvor enkel mad der skal til, for at opfylde kroppens behov.
På hendes hjemmeside ligger desuden en del videohistorier fra andre kostomlæggere. Det er rigtig spændende og reelle mennesker, som er sluppet af med mange symptomer på forskellige sygdomme blot ved at forenkle kosten til rawfood. Jeg er overrasket over troværdigheden og resultaterne.
Der findes en Gourmetudgave af rawfood - det er i høj grad æstetisk flot mad, og der bruger superfoods i form af eks.vis goji bær, morbær m.m. som er tørret frugt med højt indhold af bl.a. antioxydanter. Der spises flot anrettede ligeledes labre kager med nøddefløde og andre lækkerier.
Jeg indrømmer, at jeg har en hang til det kompleksitetsreducerende og frihedsskabende - i alt fald i princippet - men det er svært for mig at holde en 80/10/10 rawdiæt. Jeg har en forkærlighed for fisk og kød , især røget og speget kød. Det får straks mine fingre til at hæve pga. saltindholdet og irriterer maven. Min vilde lyst til at indtage så salt kød forsvinder formodenlig helt lige som min sukkertrang er forsvundet. Ind til da må jeg leve med de hævelser det medfører.
Tilbage til vægttab. Kød og chips - begge ting jeg godt stadig kan finde på at indtage - er behov mere end fornuft. For de sætter vægttabet på standby med et samme. Et glas nydelse i form af en god vin gør det samme. Det er knapper jeg kan skrue på for at tabe det allersidste. Idealvægten går jeg ikke efter. Den er alt for lav til mig, men et sted mellem 5 -10 kg. mere er mit mål. En ting er sikkert. Det kommer til at betyde at jeg skal sige nej til middagsinvitationer eller selv medbringe min mad. Stort set alle mennsker spiser varmetilberedt mad, som jo kan smage fantastisk. Min krop kan bare bedst lide frisk frugt og rå grøntsager.  <3 Trine

lørdag den 17. november 2012

Det må være svært at meditere..IK?

For bare 6 måneder siden var min sindstilstand noget opgivende og nedslidt. Jeg vidste, at det var nødvendigt at handle på tilstanden. Jeg havde hørt en del om, hvordan meditation kan forbedre folks helbredstilstand og livsmod generelt. Jeg har selv arbejdet spirituelt med andre former for sjælefredsskabende metoder, men aldrig mærket nogen oplagt trang at at anvende meditation som min metode. Jeg har brugt blomstermedicin, hvor der bruges "selvprogramering", noget jeg har haft stor glæde af, og som jeg har brugt, siden jeg blev uddannet zoneterapeut Jeg har brugt sten som healing og ikke mindst  yoga og bioenergiøvelser for at centrere mig selv og opnå tiltrængt ro.
Meditation troede jeg var for krævende, troede at man skulle besidde en en helt særlig slags sindsro, som jeg ikke besad, for at kunne meditere. Jeg oplever mig selv som meget utålmodig og rastløs.
Jeg er ven med Majken Matzau på Facebook, hun er stresspsykolog. Hun lagde en fuldmånemeditation ind som link på sin væg. Jeg kender hende ikke personligt, men hun virker meget kompetent, så jeg prøvede. Meditationerne er guidede, og man tales gennem meditationen som gennem en drømmerejse. Det var overraskende let! Det eneste man skal kunne i forvejen, er at tage dybe vejrtrækninger, lade sig flyde med af hendes stemme, følge fortællingen og lade sig føre af egne oplevelserne undervejs - meget enkelt og lige til.
Det var vældig opmuntrende og virkede meget naturligt. Så i dagene efter benyttede jeg de to forskelligne meditationer, hun har liggende på Vimeo og brugte dem. I starten havde jeg vanskeligheder ved at holde mig i ro og synke dybt nok ned i bevidstheden, men overraskende hurtigt ..efter får gange faldt min utålmodige kropsenergi ned, og jeg kunne give efter for guidningen. Da jeg først nåede dertil ,kunne jeg både under og efter meditationen, mærke en dyb fredfyldt ro.
Meditation er derefter kommet til at betyde rigtig meget for mig. Jeg mediterer et par gange om ugen og vil gerne udvide antallet. Dog synes jeg det er svært at fastholde en praksis helt på egen hånd.
Jeg tog et kursus på Tigerens rede i Gedved. Kurset handlede om meget mere end meditation, men det er først og fremmest meditationserfaringerne jeg tog hjem fra første kursus. Det er en stærk oplevelse at meditere sammen med andre. Energien løfter sig på en meget stærk måde, når man er en flok der mediterer sammen. Det vil jeg gerne opleve oftere, som en del af min proces.
Link til fuldmånemeditationen på Vimeo:  http://vimeo.com/46811479
kh Trine

tirsdag den 13. november 2012

Frugt er Gud :-)

Mange rawfoodspisere spiser store mængder af frugt som deres primære kilde til kulhydrat. Det samme gør jeg. Bananer er en del af min basismad, og jeg spiser mindst 4 bananer hver dag. Jeg har hørt om rawfoodspiser der spíser over 20 daglige bananer. De mætter rigtig godt, de smager fantastisk, og så kan de spises til alt muligt og bare passe ind. Da jeg rejste i Vestafrika, fik jeg ofte bananer som basisføde i form af grillede bananer med chilli..fantastisk spise! Det er derfor ikke fremmed for mig at spise de store mængder af netop bananer.
Der er masser af anden frugt, man kan spise sig mæt i. Mango er helt fantastisk. Jeg skærer de to "kinder" fra på begge sider af stenen, og pelser stenen for det omkringliggende frugtkød. De to "kinder" laver jeg til til pindsvin, ligesom man kan gøre med en avokado. Det ser godt ud og smager helt, som havde du ikke gjort det :) Det er mest et spørgsmål om variation. Når man spiser udelukkende bananer, tahin, mango og lidt andet til morgenmad, så er det tiltrængt med variation, og det er selvom det smager dejligt.
Jeg har altid syntes at frugt er en gave til mennesker. Det har, hvis det er modent, lige den sødme som tiltaler mine smagsløg. Tilgængeligheden ved frisk frugt er et kæmpe plus. Du snupper bare lige et par frugter i tasken til bilturen, jobbet m.m. Det er super let at spise frugt; meget kommer oven i købet i egen naturlig indpakning. Der er en slags frihed forbundet med frugtspisningen. Noget rebelsk  - man har ikke brug for alle de usle, alt for dyre, mavesyreproducerende, slatne, helt døde hvidbrødsanretninger der sælges på alle tankstationer og DSBkiosker. Jeg føler mig fri og kan stige ud af bilen, nuppe en banan, lufte hundene og køre videre. Førhen skulle jeg have vingummi, sodavand og andre energi- og pengedrænende sager. I starten trak det, men nu, hvor jeg for alvor har mærket energien ved den gode mad, så er jeg lettet over ikke at være afhængig. Skøn følelse.
Det er tydeligt, at frugtspisning og rawfood genenrelt er helbredende. Min kropsluft er helt forandret. Min ansigtshud er blevet klarere, strammere og mindre rynket. En af de fysiske ubehageligheder der slog mig ud, inden jeg omlagte kosten, var det faktum at, når jeg bukkede jeg mig ned, så hang ansigtshuden på en træt, slap og træls måde...jeg kunne tage fat i den hængende hud og føle at den var livløs, tør og uelastisk. Det har heldigvis helt forandret sig. Jeg ligner ikke en på 20 år, men huden er strammet gevaldigt op, der er meget mere liv og langt færre rynker. Nu handler det egentlig ikke så meget om at se stjerne godt ud....det handeler om at spise og gøre det som er godt for mig. Da jeg gjorde det, afspejlde det sig i mit udseende! Det synes jeg er utroligt, og jeg nyder det hver dag.
Jeg har ofte haft svær ved at finde ud af, hvad jeg skulle spise om morgenen. Havregrød mætter ikke særlig lang tid og ostemadder laver kludder og rumlen/gas i maven. Frugt er ideelt for mig - TÆNK AT JEG FØRST OPDAGER DET NU!  Jeg står op, laver salat til madkassen og frugt til morgenmaden - banan, tahin og mango ..måske en 1/2 melon og en kop laber te, smutter op i seng igen og læser en times tid eller mere, før jeg står rigtig op og gør klar til dagens dont. Jeg elsker den time i sengen med udsigt mod øst, hvor solen kun lige formår at farve himlen svagt rosa inden jeg skal op.

mandag den 12. november 2012

Slik..hvad så?

Jeg har været sukkerafhængig i mange år. Jeg kunne ikke handle ind uden at gå fra butikken med et eller andet slik. Det var gerne noget dårligt skodslik, som ikke kostede så meget. Jeg synes det var rigtig pinligt, at jeg ikke havde kontrol over min trang. Det samme med rygningen. Det var pinligt og skamfuldt, at jeg ikke bare kunne stoppe. Når jeg fortæller ikkerygere, hvordan mine ben stort set selv gik op i Brugsen og min mund bad om 20 grønne Kings, så smiler de lidt overbærende og en smule nedladende. Men sådan føles det.....selvom det selvfølgelig er noget vrøvl - så var trangen større end skammen og fornuften til sammen.
Jeg kom da heldigvis til punktet, hvor det sluttede for begge dele.
Når jeg skal spise slik nu, skal jeg være opfindsom. Det er jeg så ikke, og det bliver derfor gerne det samme igen og igen. Det gør dog mindre, for jeg fandt en bog der hedder "Raw Delight" skrevet af to svenske kvinder. I den bog er der en genial opskrift på det, man kan sammenligne med havregrynskugler - bortset fra at der ikke er havregryn i. Jeg er ikke træt af den, selvom jeg har spist dem flere gange om ugen i de sidste 5 måneder.
Jeg har lavet lidt om på den og valgt at kalde den Nøddekugler. Det er en super grundopskrift, hvor du kan mixe dine yndlingsnødder og kerne efter behov. De smager som sagt fantastisk, og jeg kan spise en hel potion bare uden videre.
Rigtig god fornøjelse og kommenter endelig til mig, hvis I kender andre meget nemme rawopskrifter på slik.
-------------------------------------------------------------------------------------------

Nøddekugler

1 dl. nødder (Hvad du har og evt. blandet med solsikkekerner) 
  • De blendes fint
1 spsk. cacao
  • Der blendes igen
5-6 dadler tilsættes
  • Der blendes lidt mere
1-2 spsk. kokosolie tilsættes 
  • Blendes og formes. Stil dem evt. på køl ca. 15 min. til kokosolien er stivner lidt. Spis! 
-----------------------------------------------------------------------------------------------------
kh. Trine

søndag den 11. november 2012

Mere energi - TAK !

Sundhed er kommet til at betyde en del for mig.
I en årrække følte jeg mig udmattet, deprimeret, helt energiforladt og ikke mindst var jeg overvægtig. Ikke rasende overvægtig, men alligevel nok til at få følelsen af blodstyrtning, hver gang jeg skulle snørre mine støvler. Det var irriterende! Og så var jeg ryger. Det er jeg egentlig stadig...jeg bliver stadig overfaldet at den mest overvældende trang til at ryge bare lige en' smøg, men ved af erfaring, at der ikke er noget der hedder en' smøg for mig. Det er enten eller. Desværre. Jeg tænker ikke så meget på det i hverdagen, men kaffe og rødvin kan stadig få mig til at længes efter smøgen. I virkeligheden er det en fantastisk følelse ikke længere at være afhængig af stimulanser. Jeg er helt ligeglad med daglig kaffe, rødvin, sukker m.m, men cigaretten spøger stadig. Jeg hader askebærere...har altid gjort det og også synes det var ulækkert at ryge. Det har alligevel ikke fået mig til at stoppe. Inden for de sidste to år har jeg gjort flere forsøg. Bla. købte jeg en rygestopgif , som hjalp mig til første lange rygestop - over 1 år. Så plumpede jeg i igen. Mine bronkier groede til i slim og min stemme blev mere og mere belastet. Så blev jeg influenzasyg og kunne ikke ryge. Bedste anledning kan ikke fås. Nu er jeg helt stoppet! ( syv, ni tretten og alt det der:)

Jeg var, set i bagspejlet, rigtig langt ude. Jeg var helt klart også sukkerafhængig. Hver gang jeg handlede, købte jeg også slik. Rigtig skodslik..små ruller vingummi, som jeg kvalte i bilen hjem. Winerbrød, kager, dårlig chokolade m.m. alt røg ned. Mine mave rumlede og var fuld af luft, og jeg pruttede i et væk.

Det værdste var egentlig ikke alt det fysiske. Det var det faktum, at jeg følte mig helt og aldeles energiforladt, der gjorde udsalget. Jeg tog beslutningen om at lave mine kostvaner om efter Rawpricipperne, som jeg finder meget naturlige. Så meget som muligt af min mad skulle være rå mad i form af frugt, salater og andre grøntsager. Jeg har altid været glad for kød, men spiste det ikke i de første 14 dage overhovedet. Senere er kødet dog blevet en del af min kost igen, dog på et helt andet niveau. At spise kød tilfredsstiller noget i mig.

Jeg tog 14 dage alene afsted til mit hus på Sjælland. Købte kun frugt og grøntsager. Spiste Rawfood i 14 dage og rensede ud! Det var skønt. Jeg ser ikke mig selv som særlig viljestærk eller som en' med stor selvopholdelsesdrift, men det her virkede for mig, og jeg begyndte straks at tabe mig. I løbet af de næste 2 måneder havde jeg tabt 10 kg!  10 kg er bare meget. Jeg var startet på Crosfitt i ugerne før, jeg tog til Sjælland og have været til at par sceancer, men var bare alt for tung i rumpen, slet ikke udholdende, følte mig fed og latterlig..heldigvis var vi mange tykmåsede, der startede samtidig, så jeg kom gennem opstarten. Da jeg kom tilbage fra Sjælland var energien en helt helt anden, og jeg kunne gå til crosfitten med en ganske anden indstilling og fysisk formåen. Min krop taber ikke længere kilo, men der møbleres om og gror muskler frem.

Jeg har fået lagt mig kost sådan an, at jeg spiser frugt om morgenen..mango, melon, kiwi m.m. og ikke mindst bananer. Masser af bananer! Jeg spiser desuden en stor skefuld tahin, som ikke er rawfood, men ristere, malede sesamfrø. De indholder efter sigende en masse kalk og smager fantastisk. Til frokost har jeg råkost med på job - det kan være skivede rødbeder, gulerødder eller anden basis, sammen med tomat, peber, avokado - hvad jeg nu har købt ind i ugen. Dressing til salaten laver jeg af citronsaft, en skefuld tahin, lidt tamari og olivenolie - Det er for tiden min yndlingsdressing og her er jeg ikke fedtet. Olien er vigtig og skal smage godt. Jeg spiser masser af rå kål, uden at få luft i maven vel at mærke. Hjemme fra job spiser jeg mere salat eller frugt, masser af nødder og måske lidt hjemmelavede popcorn. Til aften får jeg igen råkost, evt kød og igen bananer, hvis jeg ikke føler mig mæt. Jeg køber så vidt muligt økologisk og sparer SÅ mange penge på ikke at købe brød, slik, ris, pasta, kaffe, sodavand og ikke mindst ost og andre mælkeprodukter.

Det er mange omlægninger af hverdagen på kort tid, men de var helt nødvendige. Jeg har selvfølgelig stadig et par ulækre laster :-) så som slagterens tynde flæskesvær, som får mine fingre til at hæve vildt op pga. salt mængden. Jeg får også et glas rødvin ind i mellem, et par kartofler, når vi er ude og spise, en bid kage, hvis det er gode ærlige råvarer m.m, men i det store hele betragter jeg mig selv som 70% rawfoodspiser og det er skønt.
kh Trine