Sider

søndag den 3. marts 2013

De magiske og kærlige sten

 

De magiske og kærlige sten

 

Jeg betragter mig selv som et relativt rationelt og kritisk menneske, men når det kommer til sten og krystaller, så er mit hjerte helt åbent og modtagelig for de fantastiske kræfter, der findes at hente her. Sådan har jeg haft det i mange år, men er først for nylig begyndt at dele ud af mine erfaringer og synspunkter. 
Sten siges at have magiske og helbredende kræfter, der kan hjælpe stenbæreren i den personlige proces. Det er jeg helt enig i.
Jeg har arbejdet med sten i mange år. Først af interesse for deres skønhed, og meget hurtigt også for deres evne til at bidrage med kærlighed på et svært definerbart plan. Først var det store rå klumper af stenmasse, der fangede min opmærksomhed. Nu er det både de smukke rå klumper, men i særdeleshed også de mere forarbejdede udgaver af stenene i form af perler i alverdens slibninger, der har min interesse. Jeg har gjort stenperlerne til en del af min levevej. Jeg importerer stenperler fra hele verden og sælger dem videre til smykkedesignere fra min webbutik funky-beads. Selvfølgelig laver jeg også smykker...det er umuligt at lade disse små, powerfulde skønheder ligge, så de bliver til lange kæder af essentiel skønhed.


Kært barn har mange navne  
Kært barn har mange navne. Nogle sten er' sten, det gælder bland andet den blå sten Lapis Lazuli...men de fleste af de sten, vi har liggende hjemme i vindueskarmen, på natbordet, ved computeren og andre steder i huset, det være sig en klump af rå uforarbejdet Rosaquarts eller Ametyst, er slet ikke sten, men forskellige mineralforbindelser af absolut skønhed.
De kaldes ofte krystaller, fordi de gror som krystaller. Nogen kalder dem sten, fordi de kommer fra jorden og er høstet som sten. De er dog, for det meste, blot ydmyge mineralforbindelser, der på forunderligste vis har vokset sig stor skønhed til og nu udsender denne kærlige, sanselige og brugbare energi, som vi mennesker kan rette antennerne mod og blive modtagere af.

Deres enestående skønhed har gjort dem eftertragtede, og de har været brugt til både ædle og knap så ædle formål. Et hvert kongehus ejer smykker, der bugner af juveler. En hver filmstjerne med pengepungen i orden har diamanter, der kan flashe på den røde løber. Juveler er forarbejdede sten og ædelstene sat i smykker. Disse juveler bruges ikke kun for deres skønhed, og da slet ikke for deres helbredende energi, men primært som en indikator på, hvor rig og betydningsfuld man er i sin samtid.


Det knap så ædle formål er, for en stenelsker og bruger, mindre spændende. Det virkelig spændende ved de smukke mineralforbindelser er, udover deres formidable skønhed, også deres evne til at udsende en mærkbar om end diffus, ukonkret og ikke målbar energi. Den energi er ren skønhed. Det er en sanselig, omsorgsfuld og kærlig energi der stråler stenbæreren i møde.

Arbejdet med stenene
Man kan arbejde med sten på mange måder. Erfarne folk som Jette Holm, der har skrevet flere bøger om emnet, har på baggrund af egne erfaringer og opsamlet viden fra andre, nærmest lavet en facitliste over, hvilke stens energi, der kan helbrede en bred vifte af sygdomme.

En mere enkel måde er, at bruge chakraerne som inspiration og lade stenenes farver være bestemmende for evnen til at hjælpe og heale. Det er en enkel og meget konkret måde at bruge stenenes energi på, som tiltaler mange og som er effektiv.

Begge måder har været mit udgangspunkt da jeg, for rigtig mange år siden, startede med at bruge sten som mine personlige hjælpere. Jeg har dog aldrig haft et stærkt funderet forhold til brug af chakrasystemet og har heller ikke rigtig brugt den fysiske helbredelsestilgang. Derfor har jeg min egen tilgang, der mere retter sig mod det sanselige.

Det sanselige møde
Det sanselige arbejde med stenene er båret af en kærlighed til både skønheden og den sanselige energi.
Der er stor skønhed i en rå uforarbejdet klump af stenmasse. Den er tæt på sin oprindelse, stadig en del af et bjergmassiv og en del af naturens cyklus. Det faktum giver den en særlig kraft, som kan fornemmes, hvis den placeres på kroppen, eller holdes i hånden, studeres i en solstråle eller på anden måde holdes tæt til sjælens opmærksomhed.
Forarbejdede sten som juveler og stenperler har været gennem menneskehånd. En kender har set potentialet i stenen og slebet den, så netop dens skønhed springer i øjnene. Slibningen kan få stenen til at stråle på en måde der differentierer den fra den rå stenmasse. Facetslibning som vi kender det fra den hvide diamant, er lige så effektfuld, når den er lavet på en Tourmalin eller en anden knap så kostbar sten. Stenen mister ikke sin kraft, fordi den er slebet, men fokus flyttes let fra det sanselige møde med energien og bliver til ren skønhedsbeundring. De forarbejdede og slebne sten har dog også deres åbenlyse fordele. Når først de er blevet til indlægssten og stenperler, kan de anvendes i et smykke og bæres i det daglige. Dagligdage er der jo flest af. Så udvalgte sten i en kæde, er en kærlig hjælper, der kan fastholde stenbæreren i netop denne kærlige energi.

Sten healer

Den måde hvorpå sten healer , er tæt forbundet med den måde kunstnerisk flow og anden energimæssígt flow healer. Det er tæt forbundet i en slags energifælleskab, der handler om selvforglemmelse, skønhed, overgivelse og åbenhed overfor den ukonkrete, men dog alligevel gribbare energi, der omgiver os i den daglige væren til stede i verden. Det er den samme form for energi, der betager os ved havets storhed og skønhed, poesiens og ordenes virkekraft, hjertets og kærlighedens energi ...det er den tydeligt mærkbare kraft der flyder og ikke bare skaber, men også er ren energi.

Derfor er det sanselige møde med stenene vigtigere end et system. Det er vigtigt at du mærker dig frem, giver dig tid til at studere sten og dine egne fornemmelser for stenene samt deres evne til at sige dig noget. Da sten er hjælpere, er det vigtigt at mærke efter, hvilke sten der er egnede som personlige hjælpere...det er samme proces, som når du skal vælge nyt kursus. Mærk efter om det er det rigtige lige nu, slå til og prøv det af, hvis det føles rigtig og vælg om, hvis det ikke giver nok.
Kort sagt….følg din intuition! En lille undseelig lommesten kan give lige så meget energi som en stor klump Ametyst med smukke krystaller.

Sten og meditation
 Du kan bruge stenen til meditation. Grib det eventuelt an ved at sætter dig ned med lukkede øjne og lytte tilgod kraftfuld musik, som taler til hjertet. Alternativt i absolut ro. Lad dine tanker gå på vandring ind i stenenes verden. Start måske med en fantasirejse, hvor du vandre op af et bjerg i måneskin, forstil dig at du finder en hule fuld af lys og glitrende vægge, går på opdagelse i hulens magi, ser hvad der der glimter i væggene - bad dig i farverne og energierne. Måske samler du brudstykker op, som du finder på hulegulvet, måske hugger du dem selv ud af hulevæggene. Tillad dig selv at være midt i denne underfulde og smukke huleverden, så længe du har lyst. Bring det med ud, som du har brug for. Dvæl en tid ved de billeder du så, ved følelserne, tag dem med dig ud og læg dem på lager under huden, så du har følelsen i kroppen.

Arbejdet med sten handler om at mærke, sanse, være til stede i øjeblikket og give plads til at dvæle ved en følelse, hvor flygtig den end måtte være. Det handler også om at lade skønhed, kærlighed og hjerteenergi få plads i livet - selvom ens (u)sunde fornuft har svært ved at acceptere noget så pjattet, som at sten skulle kunne gøre noget som helst for mennesker.
Gør det bare...også selvom det føles lidt skørt. Den kærlighed du møder, gør at du aldrig kommer til at fortryde det.

Kærligst Trine
Funky-beads

Jeg vil gerne takke Dorte fra Medicflow for udfordringen.