Den 7. april er min søde og kærlige fars fødselsdag. Min far var slet ikke en stærk mand, der forstod at manifestere sig i omgivelserne. Han var på mange måder en, man synes det var lidt synd for. Han var meget mærket af sin tidlige ungdom, hvor anden verdenskrig satte sit præg på manges hverdag og på min fars i særdeleshed. Hans far, min farfar, sympatiserede med nazisterne, hvilket var en enorm skam for familien, og min far bar på den skam hele sit liv, selvom han blot lige var fyldt 15 år da krigen sluttede.
Han var en stor musik- og kunstnyder samt naturelsker. Han læste Frank Jægers naturdigte og læste dem også gerne højt for ligesindede.
Han arbejdede som smed det meste af sit liv, men følte sig malplaceret - han synes de andre var grove i munden og havde et upoetisk og snævert livsyn. Han var ikke glad for sit arbejdsliv. Han drømte altid om noget andet, og jeg tror aldrig han fandt sig tilpas med nogen af de jobs han havde. Han forsøgte sig som selvstændig, men opgav at tilpasse sig rollen. Han forsøgte at uddanne sig som lærer, men blev stoppet fordi det passede dårligt med familielivet. Han længdes efter noget, som ikke engang han selv kunne definere.
Hans musikpassion omfattede både jazz og klassisk musik. Der blev holdt spontanfester hos os. På en helt almindelig hverdag kunne et par drinks og god musik godt udvikle sig til en fest. Naboen kom forbi og deltog og der blev grinet og danset.
Han kunne også sidde alene i stuen og lytte til høj klassisk musik, enten henført med lukkede øjne eller han kunne dirigere orkestret fra lænestolen.
Vi piger var hårde ved ham, fordi han var svag i forhold til min mor. Han satte ikke dagsordenen. Jeg ved at han tillod os at være alt for hårde ved ham, da vi var teenagere. Han satte os ikke på plads, hvilket vi formodenlig længdes efter. Han var stille og eftergivende - næsten ydmyget - og satte ingen grænser vi respekterede. Det er svært at tænke på i dag, men sådan var det. Han tog alene i sommehuset i weekenderne, måske bare for at være fri for alle de kvindelige hormoner.
Min far var optaget af kunst. Vi var ofte på tur med kunstforeningen. Det var ham der lod os forstå, hvor vigtigt der var at se og opleve kunst. Vi var til et hav af arrangementer med musik. Jeg så Sort Sol første gang i Jersie forsamlingshus. Det var formodenlig før de hed Sort Sol, men det var en kæmpe øjenåbner, som blev startskuddet til min egen fornemmelse for musik. Vi så masser af malerkunst. Min fars Fætter var entusiastisk Asger Jorn fan. Desuden var fætteren min far store forbillede. Vi tilbragte meget tid sammen med hans familie. De havde værdier, som er mit grundlag den dag i dag.
Jeg lærte min far dybere at kende, da mine forældre blev skilt. Jeg var 19 år og ikke så sart overfor deres beslutning. Han talte aldrig dårligt om min mor i forbindelse med skilsmissen. Han fik plads og tid til at dyrke sine egne interesser på egne præmisser. Han var sikkeret frygtelig ensom, men han virkede mere afklaret og havde større autoritet efter skilsmissen. Jeg ved de var glade for hinanden i over 20 år, men de sidste 5 år mine forældre levede sammen, var en stressfyldt tid for os alle og var en af grundene til at jeg valgte efterskole. Jeg ville væk fra den trykkede stemning.
Min far havde en ironisk og humoristisk distance til mange ting. Han sad i en periode i menighedsrådet, og da der blev diskuteret pladsmangel på kirkegården, foreslog han at man begravede folk i opretstående stilling. Han havde altid en karsk bemærkning på læben. Han provokerede - men folk rystede også på hovedet af ham, fordi han var for karsk og et brokkehoved.
Han stillede ingen betingelser og elskede os piger som vi var; kaldte os hans smukke piger og ville være gået gennem ild og vand for os. Jeg har gemt hans sidste brev til mig, hvor han fortæller mig om hans diagnose. Han skriver at for fremtiden må jeg klare mig selv, da han jo ikke længere kunne komme mig til undsætning, nu hvor han skulle dø.
Min far var ikke en verdenshelt, men han var et sammensat menneske og en kærlig og omsorgsfuld far, som jeg ville ønske stadig levede, så jeg kunne komme forbi og sidde en stund sammen med ham og bare være til.
<3 trine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar