Blåbærkage på en søndag :-D

Jeg hører til den slags rawfoodspisere, der ikke arrangerer maden pænt. Jeg spiser det meste "on the rocks" Jeg laver ind i mellem en blandet salat, men det er ok for mig bare at lægge frugt og grønt på en tallerken uden at gøre andet end at skylle og pille det.

Min aftensmad kan godt bestå af et antal små skåle med utilberedt, rå skyllet frugt og grønt - og så spiser jeg fra en enden af.
Det er ikke af dovenskab; heller ikke af princip, det er bare fordi, det er ok at indtage maden på denne enkle måde også. Det føles godt og pirker til mit stridbare og anarkistiske hjerte.

I dag havde jeg dog besluttet mig for at lave en RIGTIG kage med nøddebund og med blåbær på toppen. Det skulle være med flødeskum, som jeg elsker og spiser en sjælden gang i mellem. Jeg ved godt at det ikke hører med til en rawdiæt, men det hører til en lækker kage i ny og næ.

Jeg har godt nok en bog med opskrifter på rawkager, men som oftest synes jeg kogebøger er mere  begrænsende end opmuntrende for folk som jeg, der som regel ikke planlægger at lave kage en bestemt dag, men kan finde på at kaste sig over det en søndag eftermiddag. Jeg oplever ofte at der skal sager i kager, som jeg ofte ikke har i huset.

Men jeg har stort set altid nødder, frossen frugt og med sikkerhed altid frisk frugt i huset- særlig bananer som er min basisføde. Jeg spiser masser af bananer og bruger dem til alverdens formål. I dag blev de jævning og sødestof til blåbærene. Nødderne - i dag en blanding af mandler og forskellige andre nødder - tilsat et par dadler, blev til kagebunden, blåbærene blendet med bananerne, skulle have været en lind og dog fast masse.- det blev lidt blødt og uegnet som topping, der kunne stå af sig selv.

Så det endte som det plejer :-) Og ja billedet er af en andens vellykkede blåbærkage - her endte det nemlig med en lille skål med nøddebund, med solbær/banan creme og flødeskum på toppen. Det smagte himmelsk. Det er ikke sidste gang jeg laver en arvart af denne skønne "opskrift"
Kh. Trine

Regnbueporten!

Denne morgen den 1 januar 2013 havde jeg den mest spektakulære oplevelse - jeg gik gennem regnbueporten.
Først lidt forhistorie.

Året for mig står på mange forandringer og beslutninger, mange sprængfarlige temaer har allerede stukket hovedet frem. Jeg har store forventninger.
Det er i år min forretning www.funky-beads.dk genåbner efter 6-7 måneders pause. Jeg havde brug for pausen. Det er året hvor jeg udfordres på alle områder. Det er jeg åben over for, for jeg har selv søgt og ønsket at forandringer skal ske. Når jeg siger, at jeg er åben overfor forandringer, er det sandt, men det skræmmer mig, og jeg ved, at der vil blive perioder af angst.
Jeg har i det forgangne år taget skridt, der har givet mig stor styrke, selvindsigt, disciplin og mod ..et mod og en evne til disciplin, jeg slet ikke troede, jeg havde. Jeg har flyttet mig fra stress og lille livsmod til masser af kraft og energi. Alt dette ved hjælp af simple værktøjer så som motion, masser af rawfood, meditation og kurser i at arbejde med min urkraft. Kort sagt er jeg kommet tilbage i proces igen, hvilket er en kæmpe befrielse. Store skridt har store konsekvenser på godt og ondt. Mit parforhold er udfordret maximalt og tiden vil vise, hvad det får af betydning.
2013 vil generelt vise, om jeg kan omsætte mit mod til handling.
Min lille webshop Funky-beads.dk går i luften i morgen. Jeg har fået fred med det faktum at promovering m.m. foregår gennem de sociale medier, så som Facebook og blogs. Begge dele er etableret, og jeg forsøger at følge med med opdateringerne. Jeg har savnet at gøre min webside smuk, arbejde med perlerne og smykkerne samt kontakten til kunderne. Men en ting jeg stadig ikke kan forlige mig med, at at tage sager ind i butikken, som jeg ikke selv synes er lækkert. Jeg skal dermed forliget mig med, at min butik er en niche, der formodenlig ikke igen bliver min levevej.
Det er umiddelbart godt. Jeg har nemlig brug for at tage del i det samfund, der fungerer rundt om mig. Jeg har fred med at være underviser på deltid og butiksbestyrer i den anden halvdel.

Jeg har ligeledes oplevet mig selv splittet mellem to fysiske stationer. Min dejlige, trygge byhus på Sjælland, som jeg ikke nænner at sælge ( kan heller næppe til prisen) og mit fabelagtige hus her ved Vesterhavet. At have to boliger er en økonomisk udfordring, som jeg også, gennem året, har fået mere og mere fred med. Hellere have muligheden for at kunne bo begge steder, og så se stort på de begrænsninger det medfører.
Naturen ved Vesterhavet er jeg ialt fald ikke færdig med. Jeg må blive her, men jeg må også have min faste base, mit lille omfavnede hus at besøge. Sjælland er min base. Her bor min søn og resten af min familie. Ikke mindst min gamle mor, som er helt klar til plejehjem. Det ville have været skønt, at kunne være mere nærværende med hende. Jeg har brug for at komme til Sjælland til vennerne, der har kendt mig, siden jeg var helt ung.
Men igen jeg er ikke færdig med Havet, det trækker og fylder mig med energi.

Alle disse temaer ligger i min krop og i mine tanker. Jeg forsøger at rumme de modsætninger, usikkerheden og den lejlighedvise angst der medfølger, når indre fred ikke er til at få øje på. Jeg mediterer og mærker drømmes betydning og ikke mindst vandre jeg langs havet.

Og det var lige det, jeg gjorde her til morgen. Jeg vågnede frisk oven på en stille nytårsaften. Vinden havde lagt sig og en tur til havet var oplagt. Det har stormet og regnet de sidste dage. Stranden ved Trans kirke er altid spændende efter blæsevejr. Den kan være helt møjet til med fiskekasser, garn, flasker, sko m.m. eller forbavsende renvasket. I dag var den helt og aldeles ren.
Havet var forholdsvis roligt med store rullende bølger, der dannede masser af havskum. Det skyllede op på stranden som uformelige havvæsner. Her lå det og sitrede ved det mindste vindpust, for igen at blive flyttet med næste hold højtgående bølger. Her sad jeg en stund og så fænomenet gentage sig om og om igen på smukkeste vis. Ud over vandet var der masser af sorte regnvejrsskyer, bag ved mig var himlen blå og solen på vej op over klitkanten. Alt det sorte fik rødligt skær og det slog mig, at forholdene var optimale for at se regnbuen. Jeg har altid taget varsler af regnbuen- den er et godt tegn.
Og ganske rigtig! Langsomt stod den i en lille svag begyndende bue langt ude i havet. Over de næste minutter blev den mest fabelagtige og klare regnbue fremkaldt hen over hovedet på mig. Her blev den stående som en regnbueport i nøjagtig så lang tid, at jeg kunne nå at vandre gennem den med helt åbent hjerte.
Jeg vandrede på denne den første dag i året 2013 lige gennem denne smukke port af ren energi.
Kh Trine